Tandlæge Anne-Marie Frøhlich
Stationstorvet 23, 1.
2620  Albertslund
43 62 06 02
klinik@albertslundtand.dk
Tandlæge Anne-Marie Frøhlich, Albertslund Tandlæge i Albertslund Centrum

Vidste du...
Vidste du, at det kan hjælpe at børste tungen med tandbørsten, hvis man lider af dårlig ånde.

Finansloven skaber fede børn med huller i tænderne

Frederiksborg Amts Avis 8. november 2006 Billigere sodavand betyder flere tykke børn med huller i tænderne. Læger og tandlæger er rystede over, at regeringen vil sænke afgiften på sodavand.

Rigtig mange danske børn er for tykke og har huller i tænderne, fordi de drikker for meget sodavand. Derfor har både læger og tandlæger rigtig svært ved at forstå, at regeringen og Dansk Folkeparti har planer om, at gøre sodavand billigere ved at sænke afgiften i den nye finanslov.

- Sodavand er et af de eneste levnedsmidler, hvor vi virkelig har beviser for, at det gør folk fede. Vi har en fedmeepidemi og taler meget om, hvad vi skal gøre ved det - og så vælger man at sætte afgiften på sodavand ned. Det virker fuldstændig rablende, siger professor i børneernæring ved Landbohøjskolen, overlæge Kim Fleischer Michaelsen.

Børne- og ungelæge Vibeke Manniche er enig.
- Forbruget vil stige, når sodavandene bliver billigere. Jeg mener, at man har ladet hensyn til grænsehandlen overskygge vores børns sundhed, og det er meget foruroligende, siger Vibeke Manniche. Hun kalder det alt for høje sukkerforbrug for en af de største årsager til overvægt og fedme blandt børn.
- Der mangler helt klart en politisk forståelse for, at de tykke børn er fremtidens tykke voksne, som bliver tidligere syge, mere behandlingskrævende, har større sygefravær og er mindre arbejdsduelige. Det er ganske foruroligende, at man ikke har større politisk fokus på de fede, usunde og inaktive børn, vi er ved at opfostre, siger Vibeke Manniche.

Også tandlægerne frygter udsigten til billigere sodavand.
- Vi ser flere og flere børn og unge i den kommunale tandpleje med uoprettelige syreskader og huller i tænderne på grund af sodavand, siger formanden i Dansk Tandlægeforening, Susanne Andersen. Hun mener, at det sender et rigtig dårligt signal til børn og unge, at politikerne sænker afgiften.
- Når man gør sodavandene billigere, så frister man børnene over evne. Vi skal selvfølgelig alle sammen tage ansvar for vores egen sundhed, men når det gælder børn og unge, så skal vi hjælpe dem, og det skal politikerne også, siger hun.

Vores kommentar
Det er svært at være andet end enig med Kim Fleischer Michaelsen, Vibeke Manniche og Susanne Andersen. For lad det bare være sagt ligeud: Der findes ingen god måde at drikke sodavand på. Sodavands indhold af sukker og syre sætter tænderne i krydsild og sodavandsflaskernes skruelåg gør, at ”ilden” holdes ved lige over lang tid. Det er derfor med ærgrelse vi må konstatere, at det der skulle være et lille slag mod grænsehandlen nok vil ende som et stort slag mod (tand)sundheden.

Seneste nyheder fra pressen