Tandlæge Anne-Marie Frøhlich
Stationstorvet 23, 1.
2620  Albertslund
43 62 06 02
klinik@albertslundtand.dk
Tandlæge Anne-Marie Frøhlich, Albertslund Tandlæge i Albertslund Centrum

Vidste du...
Vidste du, at det kan hjælpe at børste tungen med tandbørsten, hvis man lider af dårlig ånde.

Tryghed for dine tænder

Sjællandske 23. august 2006 SYNSPUNKT/ formand for Dansk Tandlægeforening Susanne Andersen: Alle bør føle sig trygge, når det gælder tandpleje, og have de bedste vilkår for optimal behandling. Hvis du tager til udlandet, er det helt for egen regning og risiko.

Det handler om at være tryg! Det er grunden til, at vi i Dansk Tandlægeforening anbefaler folk at være forsigtige, inden de tager til tandlæge i udlandet.

Der er penge at spare på tandbehandling i Polen, som Rabatten på DR1 fortalte den 17. august. Lige såvel som der er det på hotelregninger, bilreparationer og alt muligt andet.

I det danske sundhedsvæsen taler vi om familielægen, vi typisk bliver hos i årevis. En ekspert, der hjælper dig og dine nærmeste og forbindes med begreber som tillid og tryghed. Og hvis vi bliver indlagt på hospitalet, vil vi gerne have én læge og én sygeplejerske til at tage sig af os i stedet for en løbende udskiftning af hele sundhedspersonalet. Igen handler det om tryghed.

Tillid og tryghed
Ønsket om faste kontaktpersoner hører jeg ofte fra både patientforeninger, politikere og organisationer.

Derfor undrer jeg mig, når der tales om ringe mobilitet på tandlægemarkedet. Rådet fra flere officielle rapporter og medier er, at folk burde skifte tandlæge noget oftere. Men når overblik og sammenhængende behandling er godt for den almene sundhed, burde det så ikke også være godt, når det gælder vores tænder? Hvis det anbefales, at der er én læge, som har overblik over behandlingen af en maveinfektion, hvorfor er det så skidt, at der er én tandlæge, som har overblik over behandlingen af paradentose - som også er en infektionssygdom?

Egen risiko
Alle bør føle sig trygge, når det gælder tandpleje, og have de bedste vilkår for optimal behandling.

Hvis du tager til udlandet, er det helt for egen regning og risiko. Sproget kan være anderledes, den geografiske afstand kan være stor, og får du brug for opfølgende behandling eller en simpel kontrol, kan det være besværligt at skulle af sted igen.

Og hvis det går galt, risikerer du at stå helt alene. Du må selv undersøge klageproceduren i det pågældende land og selv klare en eventuel erstatningssag. Der er ingen hjælp at hente fra det danske klagesystem. Heller ikke økonomisk.

Vores kommentar
Indgreb på tænder er definitive. Har man først sat boret på tanden, er der ingen vej tilbage. Har man først fået udført den store behandling, er det for sent at lave den mindre. Ingen behandlinger holder evigt. Og for hver gang en tand behandles, bliver behandlingen mere omfattende og efterlader mindre tand.

At rejse meget langt, udland eller ej, for at komme til sin tandlæge er et problem. Man bør som tandlæge ofte være henholdende, afventende og observerende, men hvis patienten har rejst flere hundrede kilometer, vil man uden tvivl gribe til behandling, selvom tilstanden kun måske ville være blevet behandlingskrævende. At få sat krone på en tand, der kun måske vil få behov for det, er skidt. Og når vi ser mennesker komme hjem fra udlandet med adskillige nye kroner, må man spørge sig selv, om der mon virkelig var behov for dem alle.

Det er vores påstand, at lang rejse til tandlæge giver stor risiko for overbehandling, og overbehandling er ligesom underbehandling ødelæggende for tandsættet.

Vi ser som danske tandlæger jævnligt eksempler på endog meget dårligt tandarbejde udført af udenlandsk kollega. Vil du kigge nærmere på en af de patienter, det gik ud over, så prøv at læse her: http://www.tandzonen.dk.

Seneste nyheder fra pressen